Den danske fodboldlegende, Michael Laudrup, er blandt kandidaterne til at overtage landstræner-sædet for Qatars landshold. Det skriver BT.
Qatar formåede ikke at avancere til VM i 2018, der spilles i Rusland. Derfor vil fodboldforbundet sandsynligvis snart tage afsked med landstræner Jorge Fossati.
Det åbner op for spekulationerne om, hvem der skal erstatte ham.
Ifølge BT’s oplysninger er Michael Laudrup et varmt emne. Han er i øjeblikket cheftræner i Al Rayyan, og hans nuværende og tidligere præstationer som træner har altså bragt ham blandt kandidaterne.
En talsmand for Qatars fodboldforbund, Ali Al Salat, bekræfter overfor BT, at Laudrup i øjeblikket er inde i overvejelserne.
“Jorge Fossati er stadig på kontrakt, men alle ved, at Michael Laudrup er en af de bedste trænere, vi har i Qatar. Mange foreslår, at han vil være den bedste til at lede Qatars landshold, men indtil nu er der ingen officielle samtaler eller forhandlinger mellem os,” siger Ali Al Salat til BT.
Ifølge avisens oplysninger ønsker Qatars fodboldforbund at gøre den tidligere FC Barcelona-profil og anfører, Xavi, til assistent for den kommende landstræner.