
Foto: Shutterstock
Luis Suárez har efter sigende kurs mod Inter Miami, hvor han vil blive genforenet med Lionel Messi, Jordi Alba og Sergio Busquets. Det skriver El Pais.
For nogle år siden tørnede Luis Suárez ud for FC Barcelona, hvor han spillede på hold med en række andre stjerner.
Og nu kan den aldrende angriber meget vel blive genforenet med flere af dem.
I hvert fald skriver avisen El Pais, at 36-årige Suárez er på vej til MLS-klubben Inter Miami.
Her vil han blive genforenet med både Lionel Messi, Jordi Alba og Sergio Busquets, der alle spiller i den David Beckham-ejede klub.
Luis Suárez er i øjeblikket på kontrakt i brasilianske Gremio, hvor hans aftale dog udløber ved udgangen af 2023.
Han vil derfor stå uden arbejdsgiver inden længe, og det kan bane vejen for et skifte til Inter Miami.
Luis Suárez spillede i FC Barcelona fra 2014 til 2020.