Den engelske storklub Manchester United har afgivet et bud på den danske landsholdskomet Rasmus Højlund, som lyder på ca. 373 millioner kroner.
Efter en stærk sæson for såvel Atalanta som det danske landshold har flere storklubber fået øjnene op for Rasmus Højlund.
Den unge angriber er således blevet kædet sammen med adresser som Arsenal, Real Madrid, Napoli og Manchester United.
Og nu skriver den italienske avis Quotidiano Sportivo, at sidstnævnte byder på den 20-årige Atalanta-spiller.
Der er efter sigende tale om et bud på 50 millioner euro, hvilket svarer til omkring 373 millioner kroner.
Det er endnu uvist, hvordan Atalanta forholder sig til buddet fra United, men det forlyder, at De Røde Djævle ikke er alene om interessen.
I denne sæson har Rasmus Højlund spillet 30 kampe i Serie A, hvor han har scoret otte mål og lavet tre assists.
Hans kontrakt med Atalanta løber frem til sommeren 2027.