
Foto: Shutterstock
Franske Nice har en mundtlig aftale på plads med Ajax Amsterdam om at hente danske Kasper Dolberg. Det skriver De Telegraaf.
Den danske landsholdsangriber, Kasper Dolberg, er meget tæt på at skifte til franske Nice.
Det beretter den hollandske avis De Telegraaf, som normalt har troværdige kilder i netværket.
Nice har ifølge avisen en mundtlig aftale med Ajax om et køb af Dolberg, mens tyske Hoffenheim også har været inde i billedet.
Hoffenheim ønsker dog blot at leje Dolberg, hvorfor franskmændene skulle være favoritter.
Dolberg skulle også selv foretrække et permanent skifte, fordi han ikke længere føler, at han har tilliden i Ajax, skriver avisen.
Kasper Dolbergs prisskilt
Arsenal-legenden Patrick Vieiras franske mandskab skulle være klar til at betale op imod 25 millioner euro, svarende til 185 millioner kroner for danskeren.
Transfersummen uden diverse bonusser lyder angiveligt på 150 millioner kroner.
Skiftet tæt på – ikke udtaget til næste CL-kamp
Kasper Dolberg er ikke udtaget til Ajax’s kommende Champions League-playoff-kamp mod APOEL, hvilket bekræfter, at danskeren sandsynligvis er tæt på et skifte.
Kampen bliver spillet på tirsdag på udebane, men det bliver altså helt uden Dolberg i truppen.