Den danske angriber, Nicklas Bendtner, spiller muligvis i Primera Division i næste sæson. Spanske AS skriver, at Bendtner er et varmt navn i Malaga.
Nicklas Bendtners nye klub kan meget vel være spanske Malaga. Det skriver den spanske avis AS i hvert fald lørdag aften.
Avisen skriver, at Bendtner befinder sig på den spanske solkyst for at forhandle en aftale på plads med klubben, som endte på sjettepladsen i sidste sæson.
Ifølge AS er Malaga nået til enighed med Arsenal om en transfersum på omkring 22 millioner kroner.
Malagas nye cheftræner, den tidligere Real Madrid-cheftræner Bernd Schuster, søger med lys og lygte efter en ny angriber og her har tyskeren altså vendt radaren mod danskeren.