OB’s nye cheftræner Kent Nielsen er ifølge BT interesseret i FC Vestsjællands Rasmus Festersen. Også AaB’s Anders K. Jacobsen skulle være et emne i Ådalen.
FC Vestsjælland skal en tur ned og vende i Danmarks næstbedste fodboldrække, men det bliver formentlig uden klubbens topscorer Rasmus Festersen.
Den 28-årige offensivspiller håber nemlig at kunne prøve sig af i udlandet, og hvis det eventyr ikke bliver til noget, skulle en del Superliga-klubber stå på spring for midtjyden.
Ifølge BT har OB’s nye cheftræner Kent Nielsen i hvert fald et godt øje til Festersen, der i denne sæson har nettet 10 gange.
Avisen skriver endivdere, at Kent Nielsen også arbejder på at tage AaB-topscorer Anders K. Jacobsen med til Fyn, hvor angriberen fik sin fodboldopdragelse.
AK47, som han bliver kaldt i fodboldkredse, har kontraktudløb med AaB til vinter, hvorfor han frit kan snakke med andre klubber fra den 1. juli.