
Foto: Shutterstock
FC København og Slavia Prag blev i går morges enige om en transfersum for kantspilleren Peter Olayinka, som lød på 3,5 millioner euro.
Derfor så meget ud til at den nigerianske kantspiller var på vej til at trække FCK-trøjen over hovedet.
Men i løbet af natten lød det, at handlen er kollapset.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så er det endnu sparsomt med informationer, men det forlyder, at kantspilleren ikke levede op til FCK’s forventninger ved lægetjekket.
Olayinka har døjet med en del skader over de seneste år, og Slavia Prags cheftræner Petr Trpisovsky udtalte for nogle dage siden, at offensivspilleren stod over for en operation, på grund af ankelproblemer.
Det betyder efter alt at dømme, at handlen ikke bliver realiseret og at FCK’s sportsdirektør Peter Christiansen må i markedet efter en kantspiller endnu en gang.
FCK er senest blevet kædet sammen med Utrecht-kantspilleren Gyrano Kerk.