
Foto: Shutterstock
Paris Saint-Germain er ude efter Manchester City-profilen Bernardo Silva, som på det seneste har været meldt på blokken i FC Barcelona. Det skriver L’Equipe.
28-årige Bernardo Silva har længe været en stor profil for både Manchester City og det portugisiske landshold, og det har flere europæiske topklubber bemærket.
FC Barcelona har således været kædet flittigt sammen med kreatøren i dette transfervindue, men han er angiveligt for dyr for La Liga-storklubben.
Men nu skriver den franske avis L’Equipe så, at Paris Saint-Germain arbejder på at hente den offensive midtbanespiller.
Den franske topklub skulle have råd til City-profilen, som har kontrakt frem til sommeren 2025.
Dermed kan Bernardo Silva komme til at spille på hold med stjerner som Neymar, Lionel Messi og Kylian Mbappé.
Portugiseren har spillet i City siden sommeren 2017, og han står samlet set noteret for 253 kampe, 48 mål og 50 assists i den lyseblå trøje.