Real Madrid og FC Barcelona kæmper om Tottenhams midtbaneprofil, Dele Alli, der har leveret flotte præstationer. Men han bliver dyr for spanierne. Det skriver avisen Daily Mirror.
Tottenhams midtbaneprofil, Dele Alli, har leveret stabilt siden han kom til klubben.
I denne sæson har Alli scoret syv mål i de sidste fire kampe, og det har fået både FC Barcelona og Real Madrid til at vende radaren mod Alli.
Ifølge Daily Mirror er begge klubber meget interesserede, men de skal være parat til at dykke dybt i pengepungen.
Avisen skriver nemlig, at Tottenham kræver hele 607 millioner kroner for den 20-årige guldfugl, der blev købt i MK Dons i februar 2015 for blot 43 millioner kroner.