
Foto: Shutterstock
Arsenal-rekordkøbet Nicolas Pépé kan ende med at forlade The Gunners til sommer, efter han hovedsageligt har set til fra bænken i denne sæson.
Tilbage i sommeren 2019 var Premier League-storklubben Arsenal på indkøb i franske Lille, hvor man købte kantspilleren Nicolas Pépé for et rekordhøjt millionbeløb.
Siden skiftet har landsholdsspilleren for Elfenbenskysten dog haft en meget blandet tid i den røde trøje, hvor han ofte har siddet på bænken.
Og derfor kan 26-årige Pépé ende med at forlade The Gunners til sommer, hvor han ifølge London Evening Standard snart får afklaret sin fremtid.
Lokalavisen skriver, at wingeren skal til samtale i Arsenal hen mod slutningen af sæsonen, hvor det skal handle om hans fremtid på The Emirates.
Pépé har samlet set optrådt 20 gange under Mikel Arteta i indeværende sæson, hvor han har kvitteret med tre scoringer og fem assists.
Ivorianerens kontrakt med London-storklubben løber til sommeren 2024.