
Foto: Shutterstock
Aston Villa-manager Steven Gerrard vil angiveligt hente den tidligere Liverpool-profil Georginio Wijnaldum, der tørner ud for Paris Saint-Germain.
I sommer havde den hollandske landsholdsspiller Georginio Wijnaldum kontraktudløb med Liverpool, og han skiftede derfor til Paris Saint-Germain på en fri transfer.
Siden da har den rutinerede midtbanemand dog haft det svært i den franske hovedstadsklub, hvor han ikke rigtig har fundet rytmen.
Af den grund blev PSG-spilleren rygtet flittigt til andre klubber i januar, men et skifte blev det ikke til for den 31-årige hollænder.
Imidlertid er der fortsat stor interesse for midtbanespilleren, og ifølge avisen Birmingham Live vil en Premier League-klub købe ham.
Det drejer sig om Aston Villa, hvor Steven Gerrard og co. angiveligt kan købe Wijnaldum for ca. 178 millioner kroner.
I denne sæson har hollænderen optrådt 28 gange for PSG i alle turneringer, hvor det er blevet til tre mål og to assists.