Michael Krohn-Dehlis kontrakt med Celta Vigo udløber til sommer, men danskeren kommer ifølge Ekstra Bladet næppe til at rende arbejdsløs rundt.
Michael Krohn-Dehli har ingen grund til at bekymre sig om fremtiden, når hans kontrakt med Primera Division-klubben, Celta Vigo, udløber til sommer.
Ifølge Ekstra Bladet har ex-Brøndby-spilleren nemlig en masse bejlere på hånden, og Krohn-Dehlis præstation i weekendens 2-0-sejr over Atletico Madrid har kun fået flere til at komme til.
Avisen skriver, at den 31-årige kreatør har interesse fra både Premier League, Serie A og Primera Division, hvor Malaga, Valencia, Villarreal og Sevilla alle skulle stå klar med tilbud til danskeren.
Celta Vigo skulle også være interesseret i at forlænge med Michael Krohn-Dehli, der har optrådt i alle klubbens kampe i den bedste spanske fodboldrække i denne sæon.