
Foto: Shutterstock
FC København leverede lidt af et scoop på Deadline Day, da de annoncerede Ísak Bergmann Jóhannesson, som havde været jagtet af mange store klubber i Europa.
IFK Norrköping har tidligere bekræftet, at transfersummen lå på omkring 37 millioner kroner for den 18-årige offensivspiller.
Men foruden en stor transfersum, har den svenske klub også sikret en stor videresalgsklausul.
Avisen Expressen erfarer, at der er indføjet en videresalgsklausul på hele 30 procent af det beløb, der overstiger, hvad FCK købte Jóhannesson for.
Sådan udregnes videresalgsklausulen
Aftalen betyder, at hvis FCK, for at gøre eksemplet simpelt, sælger Ísak Bergmann Jóhannesson for 100 millioner kroner, så skal den svenske klub have 30 procent af det resterende beløb, der overstiger transfersummen.
Såfremt transfersummen er på 37 millioner kroner, så vil FCK stå til at få et overskud på 63 millioner kroner, og det er dette beløb som svenskerne skal have 30 procent af.
Det vil altså give 18,9 millioner kroner ekstra til IFK Norrköping i dette eksempel.
Offensivspilleren nåede at spille 50 kampe for IFK Norrköping, og han har efter sigende været jagtet af blandt andre Real Madrid, Manchester United og Juventus.