
Foto: Shutterstock
Southampton-danskeren Jannik Vestergaard er efter sigende i dialog med Premier League-klubben Tottenham om et skifte. Det skriver avisen The Times.
28-årige Jannik Vestergaard er i skrivende stund en del af det succesrige, danske landshold, som onsdag brager sammen med England i en EM-semifinale.
Sideløbende skal Vestergaard tage stilling til sin fremtid på klubfronten, hvor han står overfor et kontraktudløb med Southampton om mindre end et år.
I den forbindelse har danskeren været kædet sammen med et skifte til London-klubben Tottenham, og de rygter bliver nu bakket op.
I hvert fald skriver den engelske avis The Times, at Spurs er i forhandlinger med den rutinerede midterforsvarer.
Tottenham skulle være ude efter to stoppere denne sommer, og danske Joachim Andersen er også før blevet nævnt som et emne.
Southampton kræver ifølge The Times mere end de i omegnen af 155 millioner kroner, som de i sin tid betalte for Vestergaard, hvis de skal sælge ham.