Ifølge Daily Mirror har Manchester United øget prisen på Paul Pogba, så interesserede klubber nu skal betale 1,5 milliarder kroner for franskmanden.
Det er stadig uvist, om Paul Pogba forlader Manchester United i sommerens transfervindue.
Flere af Europas allerstørste klubber jagter angiveligt den franske midtbanespiller, som har spillet på Old Trafford siden sommeren 2016.
Tidligere har Manchester United efter sigende forlangt cirka 1,2 milliarder kroner for Pogba, men nu har den engelske storklub ifølge Daily Mirror øget prisen på holdets stjerne.
Daily Mirror skriver således, at interesserede klubber nu skal byde 1,5 milliarder kroner, før Manchester United er klar til at lade Pogba gå.
Juventus og Real Madrid har ifølge Sunday Times tidligere budt på Pogba, som selv har fortalt, at han ønsker en ny udfordring.
Men hvis den nye pris, som Daily Mirror nævner, er korrekt, må både Juventus og Real Madrid af med væsentligt flere penge for at få fat i midtbaneprofilen.
26-årige Pogba har kontrakt med Manchester United frem til sommeren 2021.