Manchester United har droppet deres jagt på Tottenham-stjernen Harry Kane, da klubben frygter, at Daniel Levy vil være meget vanskelig at forhandle med.
Til sommer går Harry Kane ind i de sidste 12 måneder af sin kontrakt med Tottenham, og det har sat gang i spekulationerne.
Den engelske landsholdsstjerne er således blevet rygtet kraftigt væk fra London-klubben, og især Manchester United skulle kigge på ham.
Erik ten Hag og co. er på udkig efter en angriber, men nu har de opgivet jagten på 29-årige Kane.
Det skriver Daily Mail.
Ifølge den engelske avis er årsagen, at man frygter, at Tottenham-bossen Daniel Levy vil være meget svær at forhandle med.
Derfor vil man se sig om efter alternativer, lyder meldingen.
Tidligere har navne som Victor Osimhen og Tammy Abraham været nævnt i den sammenhæng.
Harry Kane har scoret 20 mål og lavet to assists i 27 Premier League-kampe for Spurs i denne sæson.