Keisuke Honda er røget på bænken i den italienske storklub, hvorfor West Ham skulle stå klar med en vej væk fra Milano.
Efter en glimrende sæsonstart for Slaven Bilic og West Ham befinder London-klubben sig på en øjeblikkelig Champions League-givende tredjeplads.
En position kroaten naturligvis vil gøre sit for at bevare, hvorfor han skulle være interesseret i at hente erfaring fra netop Champions League ind i truppen i form af japanske Keisuke Honda. Det beretter London Evening Standard.
Den 29-årige frisparksspecialist er røget ud i kulden i Sinisa Mihajlovic’s AC Milan, hvor det mest er blevet til indskiftningstjanser i denne sæson. Hos Hammers håber man således på, at midtbanespilleren kan finde sit gamle niveau frem, hvis det skulle ende med et skifte til Boleyn Ground.
Keisuke Honda har optrådt i 11 Champions League-kampe for sin tidligere klub CSKA Moskva med tre mål til følge.