Den svenske stjerneangriber, Zlatan Ibrahimovic, kan skifte klub kvit og frit efter denne sæson. Manchester United står klar med en megaløn.
Manchester United er klar til at hente Zlatan Ibrahimovic på en fri transfer efter denne sæson, når hans kontrakt udløber med Paris Saint-Germain.
Ifølge den engelske avis Daily Star, så står United klar med en megaløn til den 34-årige svenske stjerneangriber.
Avisen mener at vide, at United vil tilbyde Zlatan en toårig kontrakt med en ugeløn på hele 2,4 millioner kroner.
Daily Star skriver samtidig, at Manchester Uniteds forsøg på at hente Zlatan Ibrahimovic ligner endnu en bekræftelse af, at Louis van Gaal ikke er manager i klubben efter denne sæson.
Van Gaal og Ibrahimovic blev angiveligt uvenner under deres fælles tid i Ajax Amsterdam tilbage i 2004.
Zlatan Ibrahimovic har hidtil i karrieren repræsenteret Malmø FF, Ajax Amsterdam, Juventus, Inter, AC Milan, FC Barcelona og i øjeblikket Paris Saint-Germain. Dermed har han endnu til gode at repræsentere et hold i Premier League.
I alt har han scoret 377 gange i 666 klubkampe. Desuden står han noteret for 62 mål i sine 111 A-landskampe for Sverige.
I denne sæson har han indtil nu scoret 36 mål i 39 kampe for PSG. Derudover står han bag 14 assists i disse kampe.