Kenneth Zohore kunne i dag have brystet sig af, at være den dyrest handlede fodboldspiller, men Cardiff afviste at sælge ham.
Premier League-klubben Brighton tilbød ifølge BT’s oplysninger 17 millioner pund, 140 millioner kroner, for Cardiffs danske angriber Kenneth Zohore.
Det kunne have gjort den 23-årige dansker til den dyrest handlede danske fodboldspiller i historien.
Men Cardiff afviste købstilbuddet fra Premier League-klubben, hvorfor Zohore ikke blev solgt i sommerens transfervindue.
“Det ville have været et rekordkøb for Brighton og et rekordsalg for Cardiff. Det ville også have været rekord for salg af en dansk spiller. Det var et virkelig, virkelig hæderligt beløb, der blev budt. Og der var også stærk interesse fra Everton,” siger Kenneth Zohores agent, Darryl Powell fra Paramount Sports Management, til BT.
Cardiff ligger i øjeblikket på andenpladsen i Championship efter syv spillerunder.
I sidste sæson blev Zohore kåret som årets unge spiller i Cardiff, hvor han tilmed nettede 12 gange, hvoraf 11 af scoringerne fandt sted i foråret.