
Foto: Shutterstock
Manchester United-reserven Phil Jones er på blokken i Leicester, som også er ude efter den talentfulde FC København-spiller Victor Kristiansen.
For nogle dage siden kom det frem, at Leicester har indledt jagten på FC København-kometen Victor Kristiansen.
Og den historie bakkes nu op af to store aviser, nemlig The Times og Express.
Ifølge de engelske aviser er Victor Kristiansen udset som forstærkning til venstreback-positionen, men man vil også have en stopper.
Her er kikkerten efter sigende blevet rettet mod Manchester United, hvor man overvejer at snuppe 30-årige Phil Jones.
Den tidligere engelske landsholdsspiller har kontraktudløb til sommer, og han vil derfor kunne hentes billigt.
I denne sæson har Jones ikke spillet et eneste minut for United, hvor manager Erik ten Hag foretrækker andre stoppere.
Phil Jones har været i United siden helt tilbage i 2011, og han står samlet set noteret for 229 kampe for De Røde Djævle.