AZ Alkmaar har igen prøvet at hente Ryan Laursen, men Esbjerg vil stadigvæk ikke slippe den 23-årige back.
AZ Alkmaar var i sommer ude efter Esbjergs Ryan Laursen, men vestjyderne ville da ikke slippe backen. Og mere held har hollænderne ikke haft her til vinter.
For Æresdivisions-klubben har nemlig igen prøvet at lande den talentfulde forsvarsspiller, men EfB er hverken til at hugge eller stikke i. Derfor har AZ nu opgivet.
Ryan Laursen selv har dog ytret ønske om at prøve kræfter med hollandsk fodbold. I hvert fald hvis man skal tro AZ Alkmaars tekniske direktør.
“Han (Ryan Laursen, red.) vil gerne til AZ, men klubben vil ikke lade ham. Sagen er nu afsluttet,” siger Max Huiberts til De Telegraaf.
Ryan Johnson Laursen har kontrakt med Esbjerg frem til sommeren 2019.