Mario Balotellis fremtid kan ligge i Liverpool, hvis Jürgen Klopp vil bruge ham, fortæller agent, Mino Raiola.
Liverpool og Brendan Rodgers hentede sidste sommer Mario Balotelli, men den kontroversielle angriber slog aldrig igennem på Anfield Road, hvorfor han røg til AC Milan på en lejeaftale.
Siden da er en del vand dog løbet i åen: Rodgers er blevet byttet ud med Jürgen Klopp, og hvis han vil bruge Balotelli, kan italieneren være på vej retur til Premier League.
Det fortæller hans agent, Mino Raiola.
“Det er muligt i teorien, da det er det, kontrakten lyder på. Han er Liverpool-spiller, og i juni måned returnerer han til England. Jeg ved ikke, hvad Klopp tænker om at bruge Mario i sit projekt. Det har vi ikke talt om,” siger Raiola til Sky Sports og fortsætter:
“Det er tidligt, men hvis Balotelli gør, hvad han er bedst til, så kunne de ændre mening om ham. Han havde ikke plads til at udvikle sig under Rodgers, og vi var tvunget til at forlade klubben.”
“Marios kvaliteter er indiskutable, men det er vigtigt at have en træner, der tror på ham, og som giver ham en chance. Når tiden er inde, vil vi diskutere det med Klopp,” slutter problembarnets agent.
Mario Balotelli har grundet skader kun spillet tre kampe for AC Milan i denne sæson.