FC Barcelona skal på trænerjagt, og ifølge sportsdirektør Robert Fernandez vil det være et klart plus, hvis Luis Enriques afløser allerede kender klubben.
Luis Enrique stopper i FC Barcelona til sommer, hvorfor catalanerne har indledt arbejdet med at finde en ny cheftræner til den kommende sæson.
Det hotteste navn på rygtebørsen er Jorge Sampaoli, men hvis man skal tolke på Barca-sportsdirektøren Robert Fernandez’ seneste ord, står Sevilla-træneren ikke øverst på ønskelisten på Camp Nou.
“Det vil være at foretrække, hvis en kommende træner tidligere har haft sin gang i klubben. Så vil de allerede kende Barcelona, og det vil være et klart plus.”
“Vi må acceptere Luis Enriques valg om at stoppe. Vi har hverken en plan A eller en plan B klar i skuffen,” udtaler Fernandez til Marca.
Udtalelsen tyder altså på, at FC Barcelona vil finde deres nye cheftræner i egne rækker, som i øvrigt også var tilfældet ved ansættelsen af Pep Guardiola i 2008.