21-årige Cristian Tello har fået forlænget sin kontrakt med Barcelona, så den løber indtil 2018. Dette meddeler den spanske storklub på deres hjemmeside i dag.
Den unge kantspiller, Tello, har nu fjernet al tvivl vedrørende hans fortsatte ophold hos de forsvarende Primera Division-mestre, Barcelona.
Han har således fået forlænget sin kontrakt med klubben, så den løber indtil 2018. Dette forlænger hans forhenværende kontrakt med to år. Desuden skrives en ny frikøbsklausul ind i aftalen.
”Cristian Tello har skrevet under på en kontraktforlængelse som vil holde ham i klubben indtil d. 30. juni 2018 og aftalen indeholder en frikøbsklausul på cirka 190 millioner kroner,” lyder det fra Barcelona på klubbens officielle hjemmeside.
Den nye Barca-manager, Gerardo Martino, har derfor sikret sig, at han efterhånden har nok offensive styrker til næste sæson.
21-årige Cristian Tello skrev under på sin første professionelle kontrakt sidste sæson, hvor han endte med at optræde 34 gange og score otte mål for klubben.