Den italienske Serie A-klub har sikret sig den teknisk stærke Borja Valero for omkring 50 millioner. Offensivspilleren kommer fra nyligt nedrykkede Villarreal.
Serie A-klubben Fiorentina fra Firenze har sikret sig den spanske stjerne Borja Valero, der fik sin fodboldopdragelse i Real Madrid.
Kontraktoplysningerne er ikke blevet oplyst af klubberne, men det er dog oplyst at Villarreal modtager i omegnen af 50 millioner for den skaldede tekniker.
Villarreal rykkede i sidste sæson noget overraskende ud af Primera Division, hvilket gør at klubben bliver nødt til at sælge ud af deres mange stjernespillere.
Det har Fiorentina draget fordel af, ligesom de også er interesseret i Liverpools italiener Alberto Aquilani, der tilbragte sidste sæson i AC Milan.
Borja Valero har tidligere spillet i Real Madrid ungdomshold, Mallorca, West Bromwich Albion og Villarreal. Nu skal han altså prøve lykken i det italienske.