Den tidligere verdensmester, 37-årige Robert Pires, skal igen spille Premier League-fodbold. Aston Villa forstærkes med Pires, bekræfter klubben.
Arsenals tidligere franske stjerne, Robert Pires, spillede i London-klubben fra 2000 til 2006, men de sidste fire sæsonener har han tørnet ud for spanske Villarreal.
Men i sommerpausen udløb hans kontrakt, og siden da har den 37-årige franskmand holdt formen ved lige i Arsenal.
Nu har Aston Villa dog valgt at sætte deres lid til Pires, og klubben meddeler i dag, at han vil skifte til klubben sidst på ugen.
“Det er suverænt. Jeg er overbevist om, at han kommer på træningsbanen i god form. Han er en spiller, som alle ser op til med alt, hvad han hidtil har opnået,” forklarer Aston Villas assisterende manager Gary McAllister til hjemmesiden.
Pires har både en VM-titel og EM-titel med Frankrig stående på sit flotte CV. Han nåede i alt at optræde 79 gange, hvor han scorede 14 mål for det franske landshold.