Bekræftet: Skoubo får tre år i OB

0

Bekræftet: Skoubo får tre år i OBOB har sikret sig en treårig aftale med angriberen Morten Skoubo, som skifter til fynboerne på en fri transfer fra hollandske Roda.

Morten Skoubo vender tilbage til Superligaen, eftersom han har signeret en treårig kontrakt med OB.

30-årige Skoubo havde kontraktudløb med sin hollandske arbejdsgiver Roda, og derfor kunne han skifte transferfrit til fynboerne.

“Morten Skoubo er en erfaren angriber af rigtig høj klasse. Både fysisk, teknisk og afslutningsmæssigt holder han et højt niveau, og de seneste sæsoner i Holland har han vist sig fra sin bedste side. Det betyder, at han aktuelt er dansk landsholdsspiller, og derfor er det naturligvis rigtig glædeligt for os, at det er lykkedes os at hente ham til OB,” forklarer direktør Thomas Christensen til klubbens hjemmeside.

“Han vil kunne bidrage med sin energi, sin skarphed og sin rutine, og det er alt sammen vigtige elementer for os, og vi er sikre på, at Morten Skoubo vil blive en vigtig del af truppen i forbindelse med vores kommende sæsoner i både Superligaen og europæisk fodbold.”

Skoubo, der har fået nummer 11 på ryggen, glæder dig til udfordringerne i Superliga-topklubben.

“Jeg er rigtig glad for at komme til en topklub i Danmark. OB har vist sig som førsteudfordrer til FCK i de seneste år, og det håber jeg, at vi kan gøre endnu mere ved i år. Deltagelsen i kvalifikationen til Champions League er med til at gøre det til en spændende sæson, vi går i møde, og det ser jeg frem til at være en del af,” siger Skoubo til OB’s hjemmeside.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE