
Foto: Nottingham Forest
Nicklas Bendtner er en mand, som stort set alle fodbold-fans har en holdning til.
Bendtner har nu fundet sin nye klub i Nottingham Forest, hvor han tror og håber på at han kan genstarte karrieren.
Da den danske angriber var yngre skulle han høre meget for citatet om at han gerne ville blive verdens bedste angriber.
“Jeg fortryder faktisk ikke, at jeg sagde, at jeg ville være den bedste angriber i verden. For det ønsker alle da. Ingen snakker om det,” konstaterer Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet og uddyber:
“Jeg var meget ung, og jeg har nok sagt det en anelse for tidligt, for jeg havde ikke bevist, at jeg var i den kategori – eller kunne nå det.”
“Så jeg fortryder ikke, at jeg sagde det, for det var jo tydeligvis en ambition om, hvad jeg gerne ville nå.”
Nu håber den 28-årige angriber på en ny start i Championship-klubben Nottingham Forest.
“Jeg har stadig ambitioner. Tingene er ikke gået præcis, som jeg havde håbet på, men sådan er livet. Det er en del af at blive ældre. Det er en del af fodbold,” fortæller han til avisen og fortsætter:
“Mange ting har spillet ind. Skader, manageren, holdkammerater, alt sammen lærer man af, og jeg kan ikke ændre på tingenes tilstand. Jeg er her nu – jeg vil reboote og bare komme tilbage til at spille. Fodbold gør mig glad, uanset hvilket niveau det er på. Det her er det rette for mig på det her tidspunkt i karrieren.”
Bendtner og Nottingham Forest møder senere i dag hans tidligere klub, Arsenal FC, i den engelske ligacup, EFL Cup.