AC Milans ejer Silvio Berlusconi bekræfter her til aften, at både Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva er solgt til stenrige Paris Saint-Germain.
Tidligere på dagen gjorde Paris Saint-Germains sportsdirektør Leonardo det klart, at han skulle mødes med Zlatan Ibrahimovic’ agent Mino Raiola for at forhandle om svenskeren.
Men nu kan AC Milans ejer Silvio Berlusconi bekræfte over for mediet Gazzetta.it, at både Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva er blevet solgt til den franske hovedstadsklub.
“Ja, jeg har solgt Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva til Paris Saint-Germain. Vi kommer til at spare 154 millioner euro (ca. 1.5 milliarder kroner, red.) over to år,” forklarer Berlusconi ifølge gazzetta.it.
PSG har angiveligt købt de to spillere for cirka 460 millioner kroner. Herudover skal spillerne naturligvis også have løn, og her menes Ibrahimovic at have fået en lønstigning i forhold til de knap 90 millioner kroner, som han årligt har tjent i Milan.
Silva skulle efter sigende have forhandlet de personlige krav på plads med PSG, mens Ibrahimovic fortsat mangler at forhandle sine formaliteter på plads med franskmændene.
Hverken AC Milan eller Paris Saint-Germain har endnu bekræftet handlen.