BIF-direktør: Bookmaker som hovedsponsor er en mulighed

0

BIF-direktør: Bookmaker som hovedsponsor er en mulighedBrøndby IF’s direktør Jan Lockhart er positiv over, at få en udenlandsk bookmaker som hovedsponsor i klubben fra nytår.

Brøndby IF har ikke haft en hovedsponsor siden nytår, men med den seneste melding omkring en liberalisering af det danske spilmarked fra nytår, har Brøndby nu flere muligheder, når de skal træffe den endelige beslutning.

Direktøren i klubben, Jan Lockhart, er ikke afvisende over for ideen om, at en udenlandsk bookmaker kunne blive den næste hovedsponsor i klubben.

“Det kunne de. Det kræver selvfølgelig, at de kan se værdien af vores platform, og at de også er villige til at betale for den værdi, som det nu har, men ellers kan jeg sagtens forestille mig, at det kan være en mulighed,” forklarer Jan Lockhart ifølge Ritzau.

Lockhart lægger ikke skjul på, at klubben tidligere har været i dialog med flere bookmakere, eftersom afgørelsen omkring det danske spillemonopol har trukket ud.

“Dialogen med de her spillefirmaer har jo været parkeret et stykke tid. Vi har derimod samtaler og ret indgående dialog med en del andre mulige partnere, så det er ikke sådan, at vi kun har hængt vores hat på, at spillemarkedet blev liberaliseret,” siger Jan Lockhart og uddyber:

“Vi har rimelig konkrete forslag og dialoger med andre mulige partnere. Men i forhold til spillefirmaerne skal vi først nu til at tage fat, hvor vi slap sidste gang,” fortæller Lockhart og understreger:

“Vi skal definitivt have en aftale klar i løbet af de næste par måneder.”

EU-Kommissionens godkendelse af spilleafgiftsloven betyder ifølge SKAT, at hele lovpakken nu bliver sat i kraft med virkning fra 1. januar 2012.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE