Brøndby er konkurstruet, og spillerne har nu givet ledelsen en frist for, hvornår de senest vil have januarlønnen betalt.
Brøndby IF er truet af konkurs. Holdets spillere har endnu ikke fået deres løn for januar måned, men spillerne har givet udtryk for, at de er villige til at vente til mandag med at få lønnen udbetalt.
Ifølge Ekstra Bladet har spillerne holdt møde tidligere i dag, fredag, hvor de besluttede, at give bestyrelsen weekenden til at finde frem til en løsning.
Derfra har klubben tre dage til at udbetale lønnen, hvilket betyder, at den senest skal være betalt næste fredag.
En konkurs inden da kan derfor kun træde i kraft, hvis ledelsen selv indgiver en konkursbegæring.
Ekstra Bladet erfarer gennem en række kilder, der har et indgående kendskab til Brøndbys situation, at bestyrelsen og den daglige ledelse overvejer, at indgive en konkursbegæring eller anmode om en rekonstruktion.