BIF-underskud på 32,2 millioner kr.

0

BIF-underskud på 32,2 millioner kr.Brøndby IF kunne i dag præsentere et underskud på 32,2 millioner kroner for året 2010. Især dalende tilskuertal og spillerlønninger vejer tungt.

Brøndby IF havde ikke noget prangende år 2010 økonomisk set. Klubben forlod 2009 med et lille overskud på 4,9 millioner kroner, hvilket Kasi Groups store sponsorat blandt andet var involveret i. Men i 2010 må man erkende et underskud på 32,2 millioner kroner.

Især har spillertruppens lønninger vejet tungt, mens lægterne på Brøndby Stadion ikke har været så velbesøgte, som man forventede.

Direktør Jan Lockhart fortæller, at underskuddet betyder, at man vil foretage yderligere spiller-udrensning i næste transfervindue.

“I første omgang er det en håndfuld her i det kommende transfervindue. Jeg kan helt sikkert sige, at vi kom­mer ikke til at gå ud med den store pengepung i det næste transfervindue og formodentlig heller ikke i vinduet efter. Så må vi se, om vi kan finde nogle transferfrie spillere, der kan styrke holdet på nogle afgørende punkter,” forklarer Jan Lockhart til TV 2 Sporten og uddyber:

“Jeg vil tro, at vores fans, og dermed mange af vores aktionærer, nok sætter de sportslige resultater højere end de økonomiske. Sådan er det med en forretning af vores karakter. Men det meget meget vigtigt, at de sportslige resultater hviler på et bæredygtigt grundlag. For man kan ikke blive ved med at bruge flere penge end man tjene.”

Lockhart påpeger, at man i stedet for et hav af forstærkninger, vil satse i højere grad på klubbens egne talenter, mens man vil gøre plads til nogle enkelte indkøb, der er grundigt gennemtænkt.

Omsætningen er faldet med 20,8 procent, mens tilskuerfaldet lyder på hele 24,1 procent. Brøndby har i forbindelse med årsrapporten for 2010, fremlagt forventningerne til 2011, der lyder på et mindre overskud før skat.


SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE