
Foto: FC København TV
Thomas Delaney rygtes til Premier League, hvor oprykkerne fra Brighton skulle være klar til at betale 90 millioner kroner for danskeren. Det skriver Bild.
Det er kun et halvt år siden, at Thomas Delaney forlod FC København til fordel for tyske Werder Bremen, men allerede nu svirrer rygterne om den danske landsholdsspiller igen.
Ifølge tyske Bild er Premier League-oprykkerne fra Brighton nemlig så imponeret af Delaneys præstationer i det tyske, at de skulle være parat til at smide 90 millioner kroner på bordet for midtbanespilleren.
Werder Bremens sportsdirektør Frank Bauman bekræfter interessen for den 25-årige dansker, men afviser i samme ombæring, at et skifte kan komme på tale.
“Det stemmer. Selvfølgelig er der der interesse for Thomas. Det er kun et halvt år siden, vi hentede ham, og vi har sportslige ambitioner. Derfor er et salg ikke noget tema for os,” siger Bauman til Bild.
Det er ikke første gang, at Thomas Delaney rygtes til Premier League. Tidligere har Everton efter sigende fået afvist et tilbud på midtbanedynamoen.