FC Barcelonas offensive stortalent Bojan Krkic er meget eftertragtet, men på trods af, at den unge spiller ofte tager plads på bænken, har han ikke lyst til at skifte klub.
Konkurrencen for at komme i startformationen er utrolig hård i FC Barcelona, og det har den 20-årige Bojan Krkic mærket på egen krop.
Den unge spiller sidder ofte på bænken, og der har været spekuleret i hans fremtid hos catalanerne, eftersom et hav af klubber har udvist interesse for ham.
Men nu understreger Krkic, at han ikke har nogen intention om at forlade klubben.
“Mit mål er at gøre det bedst muligt i den resterende del af sæsonen. Mange klubber vil have mig, og det betyder at der bliver sat pris på mig. Men jeg spiller i verdens bedste klub, og jeg ønsker at blive her,” forklarer Bojan Krkic til Sport.
Krkic har spillet i FC Barcelona, siden han var ni år gammel.