Middlesbrough-manager, Altor Karanka, har stor tiltro til nyindkøbet, Viktor Fischer, som, han håber, kan nå Christian Eriksens niveau.
Middlesbrough er at finde i Englands bedste fodboldrække, Premier League, efter sommerpausen, og det er med danske Viktor Fischer på holdkortet.
Boro har netop hentet den 22-årige offensivspiller i Ajax, og klubbens manager har stor tiltro til danskerens evner og talent.
“Viktor er ung og talentfuld, og da vi mødte ham, viste han mig, at han virkelig gerne ville her til,” siger Aitor Karanka til Middlesbroughs hjemmeside og tilføjer:
“Han har et godt forbillede i Christian Eriksen i Tottenham. Forhåbentligt kan Viktor blive lige så god. Vi har stor tiltro til ham, og han har alle forudsætninger for at blive en succes her.”
Middlesbrough har udover Viktor Fischer også hentet Marten de Roon, Bernardo Espinosa, Jordan McGhee og senest den tidligere Barcelona-keeper, Victor Valdes, i dette transfervindue.