Brøndby IF bekræfter, at man er nået til enighed med tyske Frankfurt om prisen for målmanden Lukas Hradecky. Keeperen vil blive solgt for omkring 15 millioner kroner plus bonusser.
Brøndby kunne fredag eftermiddag meddele, at man er nået til enighed med Bundesliga-klubben Frankfurt om en pris på Lukas Hradecky.
Dermed er det nu kun keeperen, der mangler at blive enig med tyskerne om de personlige vilkår, før skiftet kan realiseres.
Brøndby oplyser, at salget vil påvirke årets resultat før skat med 15 millioner kroner, mens man derudover har sikret sig en række bonusser alt efter keeperen præstationer.
Såfremt 25-årige Lukas Hradecky når til enighed med Frankfurt, vil skiftet ske næste fredag.