
Foto: Unisport
Brøndbys klubejer Jan Bech Andersen bekræfter overfor BT, at de blå-gule har flere potentielle keepere i kikkerten, som kan afløse Frederik Rønnow.
Det ventes, at Frederik Rønnow er fortid i Brøndby til sommer.
Keeperen forhandler i øjeblikket personlige detaljer med Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt, og hvis skiftet altså går igennem, skal Brøndby på keeperjagt.
Brøndbys klubejer Jan Bech Andersen forsikrer dog om, at vestegnsklubben allerede på nuværende tidspunkt har kig på et par potentielle afløsere.
“Vi arbejder hele tiden med, at folk skal videre på et eller andet tidspunkt. Nogle skal vi forlænge med, men dem, der skal videre, der har vi hele tiden folk i kikkerten både på den korte og på den lidt længere bane,” siger Bech Andersen til BT.
“Og i forhold til Rønnow, er der absolut et par stykker i kikkerten, så vi ikke står helt på bar bund. Så nej, jeg er ikke nervøs for den, der skal tage over. For hvis jeg var det, havde vi ikke gjort det,” forklarer han.
Da Rønnow skiftede til Brøndby i sommeren 2015, afløste han Lukas Hradecky. Hvis skiftet til Frankfurt går igennem, skal Rønnow med al sandsynlighed igen afløse den finske keeper, som ventes at forlade Frankfurt til sommer.