AGF er blevet en del af bundstriden af Superligaen, og Brian Steen Nielsen satser da også på at opruste truppen, hvor han vil tilføre noget mere rutine.
Jesper Lange er allerede på plads i AGF, men såfremt AGF kan redde sig en ny sæson i Superligaen vil sportsdirektør Brian Steen Nielsen og ud og forstærke holdet:
”Der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil forstærke truppen. Vi har en række U19-spillere, der banker på til førsteholdet, og så har vi mange unge spillere som blandt andet Mikkel Kirkeskov og Jens Jønsson, så vi skal passe på ikke at gøre det mere sårbart, siger Brian Steen Nielsen til agffan.dk.
”Jeg kunne godt tænke mig, vi fik nogle spillere ind med lidt mere stabilitet og rutine,” fortsætter han og kommenterer også på klubbens nuværende situation:
”Jeg synes, vi er i en ubehagelig periode for mig i forhold til at kunne agere. Vi kan ikke gøre noget, før vi er sikre i ligaen, så hvis vi skal gøre noget nu, er det hele tiden med forbehold for det ene og andet. Derfor er jeg også tilfreds med, at det lykkedes at lukke handlen med Jesper Lange så tidligt,” siger BSN.
AGF er i skrivende stund at finde på Superligaens ottendeplads med 35 point efter 29 kampe – fire point over stregen. I næste runde skal de møde Randers i et lokalopgør.