Fiorentina-stjernen Stevan Jovetic har været rygtet til flere storklubber efter denne sæson. Heriblandt Juventus, hvor keeperen Buffon mener at han gerne må ende.
Fiorentina har haft stor glæde af 23-årige Jovetic i denne sæson, hvor han med sine 13 ligamål og 5 assists var en af hovedårsagerne til, at Firenze-klubben endte på en flot fjerdeplads i Serie A.
Dette har ganske naturligt betydet at den målfarlige montenegriner har været rygtet til flere store klubber rundt omkring i Europa. Her er Juventus en af bejlerne, da klubben er på jagt efter en toneangivende angriber oppe foran.
Hvis det står til klubbens legendariske målmand, Gianluigi Buffon, skal Jovetic da også være mere end velkommen hos ’Bianconeri’.
”Jovetic? Enhver spiller som vil hjælpe Juventus med at udvikle sig, er mere end velkommen, undtagen en målmand selvfølgelig,” siger Buffon til Tuttosport.
23-årige Stevan Jovetic har kontrakt med Fiorentina indtil juni 2016. Klubben har dog tidligere udtalt at man er villige til at give slip på angriberen for en sum i omegnen af 200 millioner kroner.