Christian Eriksen mere betydningsfuld for Spurs end Bale

0

Christian EriksenDet er blevet hverdag at se Christian Eriksen hive point hjem til Tottenham, og danskeren er da også mere betydningsfuld for Spurs end selveste Gareth Bale.  

Det var måske ikke at tosset, at Tottenham i sommeren 2013 stregede Gareth Bale over på holdkortet og skrev Christian Eriksen i stedet.

Udover at have tjent omkring 704 millioner kroner på det bytte, så har London-klubben også fået en mere betydningsfuld og kampafgørende spiller. Det påviser The Telegraph.

Danske Christian Eriksen har nemlig stået for en del pointgivne mål i de døende minutter af kampene i denne sæson, hvilket har fået den engelske avis til at sammenligne midtbanespilleren med selveste Gareth Bale, som inden sit skifte til Real Madrid var som en enmandshær på White Hart Lane.

Men hvor god har Eriksen så været i denne sæson?

Jo, han er den spiller i hele Premier League, der har vundet flest point til sit hold. Nummer to på den liste er vennen og holdkammeraten, Harry Kane, og uden de to ville Spurs have hele 25 point mindre efter de hidtil spillede 22 Premier League-kampe og efterlade klubben i bunden af rækken.

Hvis man alene fjerner de point, som Christian Eriksen har hevet hjem, så vil Tottenham blot være at finde på en 12. plads i Premier League – altså, de vil falde hele 6 pladser tilbage i Englands bedste fodboldrække.

Den danske Middelfartknægt topper også en anden liste; nemlig, mål scoret i de sidste ti minutter. Her har Christian Eriksen lavet 3 i Premier League – samme antal som store navne som Sergio Agüero og Alexis Sanchez.

Til sammenligning lavede Gareth Bale i sæsonen 2012-2013, sin sidste sæson i Tottenham, 5 mål i kampenes sidste ti minutter, men på samme tidspunkt i sæsonen som nu havde waliseren blot lavet et enkelt sidste minuts mål.

Hvis Christian Eriksen fortsætter med samme fart som hidtil, vil han let have overhalet den nuværende Real Madrid-spiller, når sidste kamp i denne Premier League-sæson er spillet.

Gareth Bale vandt 24 point til Spurs i sin tid, og London-klubben sluttede 2012-2013-sæsonen med samlet 72 point på en femte plads. Uden den walisiske landsholdsspiller var The Lilywhites blevet nummer ni med 48 point.

Det er med al ret en lidt urimelig sammenligning, men på nuværende tidspunkt af Premier League-sæsonen har Christian Eriksen en betydning på seks pladser i den bedste engelske fodboldrække, mens Gareth Bale inden sit skifte til den spanske hovedstadsklub blot havde en betydning på fire placeringer.

Christian Eriksen er altså mere betydningsfuld og kampafgørende for Tottenham, end selveste Gareth Bale var i sin bedste sæson i London, sæsonen 2012-2013.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE