Manchester City frygter, at Liverpool eller Arsenal snupper den til sommer kontraktløse James Milner.
James Milner scorede så sent som i aftes for Manchester City, da de slog Stoke 4-1 i Premier League, og englænderen har over hele sæsonen været en overraskende stor profil på mesterholdet.
Men endnu har han ikke forlænget sin kontrakt med Manchester-klubben, der står til at udløbe til sommer, og det bekymrer City-ledelsen.
I kulissen står konkurrenterne, Liverpool og Arsenal, nemlig klar til at snuppe den 29-årige altmuligmand, hvis ikke han og Manchester City finder en løsning. Det skriver Daily Express.
Ifølge avisen tøver James Milner med at binde sig til City of Manchester Stadium, da han ikke finder sin rolle i truppen klar: Han vil være en del af start-11’eren, og det har landsholdsspilleren nok en større chance for at blive i enten Liverpool eller Arsenal.