Brasilianske Corinthians har bekræftet, at klubben i øjeblikket forhandler med Tottenham om deres landsholdsspiller og stjerne, den 24-årige Paulinho.
24-årige Paulinho er i øjeblikket med det brasilianske landshold til Confederations Cup på hjemmebane, hvor det er blevet til stor succes for midtbanespilleren, blandt andet med et mål i åbningskampen.
Det tyder da heller ikke på, at Paulinho bliver meget mere i sin brasilianke klub Corinthians, da flere store europæiske fodboldklubber efterhånden har fået øjnene op for midtbanespilleren.
Specielt Tottenham har længe haft følehornene fremme, og Corinthians bekræfter nu, at denne interesse er konkret, og at der er forhandlinger i gang mellem de to klubber.
”Situationen er godt i gang. Vi skal nå til enighed om nogle detaljer af forhandlingen, så jeg kan ikke sige han vil forlade os endnu, men forhandlingerne er gode,” siger Corinthians sportsdirektør, den tidligere Arsenal-spiller Edu til UOL.
En aftale på 150 millioner kroner er på rygtebasis blevet accepteret af Corinthians, der gør, at Tottenham sandsynligvis påbegynder kontraktforhandlinger med spilleren snarligt.