FC Københavns unge målmager, Andreas Cornelius, har i dag tegnet en ny kontrakt. Angriberens nye kontrakt løber i fire år.
FC København har haft travlt med kontraktforlængelserne denne onsdag.
Den fjerde underskrift blev i dag sat, da den målfarlige angriber, 19-årige Andreas Cornelius, skrev under på en ny kontrakt.
Cornelius’ nye aftale med FC København løber frem til sommeren 2016.
“Det er imponerende, hvilket niveau Andres Cornelius har vist sig frem på siden sommerferien, og vi er naturligvis begejstrede for, at vi nu er blevet enige om en ny aftale. Andreas har både på og uden for banen optrådt eksemplarisk, og det vil vi gerne belønne ham for,” siger sportsdirektør Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse, og han uddyber:
“Og vi har været meget tilfredse med at opleve den vilje, som Andreas selv har vist, til at ville knytte sig yderligere til F.C. København. Nu er ‘Corners’ fremtid i endnu større grad på plads, og vi kan i fællesskab fokusere på den fortsatte udvikling af Andreas og på at indfri de mål, som vi i fællesskab har foran os.”
Cornelius: Lever i min drøm dagligt
”Jeg ved godt, at der er mange, der allerede har snakket om store klubber i Europa og drømt om den slags ting på mine vegne. Men skal jeg være helt ærlig, så lever jeg jo i min drøm hver eneste dag i FCK, hvor jeg i mange år har knoklet i ungdomsrækkerne for at nå hertil, hvor jeg er nu,” udtaler Cornelius i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
”Og jeg ved, at jeg kan blive bedre af at blive her. Så det har hele tiden været planen, og jeg sætter stor pris på, at klubben nu har bekræftet mig i at de har samme følelse.”
Andreas Cornelius har fået sit helt store gennembrud hos FCK i denne sæson, hvor han har spillet samtlige ti Superliga-kampe og nettet ni gange.