Crystal Palace valgte lørdag at fyre manager Neil Warnock efter en række dårlige resultater, der placerer klubben under nedrykningsstregen.
Crystal Palaces mandskab har bestemt ikke leveret de præstationer, som ledelsen havde forventet i denne sæson.
Det tog man lørdag konsekvensen af, da manager Neil Warnock fik silkesnoret og blev fyret.
“Det er en ærgerlig beslutning. Jeg overvejede det i løbet af natten og besluttede, at vi trængte til fornyelse. Forhåbentligt får vi en reaktion fra alle i klubben,” fortæller klubbens formand Steve Parrish til South London Press.
Crystal Palace har ikke vundet en kamp i de syv seneste i Premier League, og holdet har kun skrabet 15 point sammen efter 18 spillerunder. Det placerer dem på en 18.-plads i ligaen.
Den nuværende assistenttræner Keith Millen er midlertidig manager, indtil ledelsen har udpeget den permanente løsning.
Warnock overtog trænersædet for Tony Pulis kort inden sæsonens start.