David Boysen: Skal ikke spille i Jylland igen

0

David Boysen: Skal ikke spille i Jylland igenDavid Boysen er klar i spyttet: Han vil aldrig spille for en jysk klub igen, da mentaliteten i Jylland simpelthen ikke passer til ham. 

Efter kun et halvt år i hollandsk fodbold fik David Boysen i vinterpausen ophævet sin kontrakt med Roda, da han ikke passede ind i klubbens stil.

I stedet vendte han hjem til dansk fodbold og Lyngby BK, der vandt kampen om Boysens underskrift foran andre danske og udenlandske klubber.

Alle de jyske bejlere havde 25-årige David Boysen dog afskrevet på forhånd.

“Jeg skal ikke spille i Jylland igen. Jeg er ked af det, hvis jeg støder nogen. Det er lidt snobbet at sige, men hvis jeg skal forlade København og Sjælland, så forlader jeg Danmark,” siger David Boysen, der har en fortid i Viborg, til Tipsbladet.dk og tilføjer:

“Mentaliteten i Jylland passede mig ikke. Man må ikke stikke snuden frem og helst ikke sige for meget. Jeg har været til kontraktmøder hos et par af de store klubber i Jylland. De gør så meget ud af at fortælle, at klubbens image betyder det ene og det andet, og så tænker jeg bare, at der ikke er nogen spillere, der går ud og sviner en klub til, som de lige er skiftet til.”

“Det er jantelovsagtigt at snakke om de bekymringer, de har med, hvad spilere udtaler sig om. Det er et eksempel, men jeg tror, at det er en generel tankegang, jeg har med, at man passer ind nogle steder, og jeg passer ikke ind de steder, hvor man tænker sådan,” slutter offensivspilleren.

David Boysen har fået dispensation til at tørne ud for Lyngby i foråret. De kongeblå er ellers hans tredje klub i denne sæson, og man må maksimalt repræsentere to, forskriver reglerne.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE