David Moyes åbner munden efter fyring

0

Manchester United-2011-2012David Moyes takker i en pressemeddelelse Manchester United-fansene, selve klubben og Sir Alex Ferguson, men han nævner ikke spillerne med et eneste ord.

For allerførste gang siden gårsdagens fyring snakker den nu forhenværende Manchester United-manager, David Moyes, med medierne.

I en udtalelses udarbejdet i samarbejde med LMA, League Managers Association, sætter den skotske manager ord på sin korte tid på Old Trafford.

”I denne forandringstid har præstationerne og resultaterne ikke været, som hverken Manchester United eller fansene er vant til og forventer – og jeg både forstår og deler deres frustrationer,” siger Moyes i en pressemeddelelse.

”Jeg er stolt over at have ført klubben til kvartfinalen i Champions League, og jeg forbliver taknemmelig for Sir Alex Fergusons tro på mine evner og for muligheden for at stå i spidsen for Manchester United.”

”At blive valgt til at være manager i Manchester United, en af verdens største fodboldklubber, er – og vil altid være – noget, jeg er ubeskriveligt stolt over.”

Men trods David Moyes’ rosende og store ord om selve Manchester United, indrømmer den 50-årige manager også, at det var en stor udfordring, han sagde ja til sidste sommer.

”At overtage roret i klubben efter en så lang periode med kontinuitet, stabilitet og succes var på forhånd en kæmpe udfordring, men jeg har aldrig fortrudt, at jeg sagde ja.”

Slutteligt takker han sit trænerteam, fansene og Manchester United som helhed for at behandle ham som et medlem af den store, altomfavnende United-familie allerede fra første dag.

Men han levner ikke spillerne et eneste ord, hvilket kun forstærker troen om, at forholdet mellem skotten og spillerne var lettere anstrengt. Flere engelske medier har i dag kommenteret, at flere normalt så aktive Manchester United-spillere på Twitter har været overraskende stumme i de sidste 24 timer.

Ryan Giggs skal stå i spidsen for Manchester United i resten af denne sæson, og ved hans side er waliserens tidligere holdkammerater Phil Nevielle, Nicky Butt og måske Poul Scholes, som også David Moyes prøvede at lokke til at være en del af trænerteamet i starten af denne sæson dog uden held.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE