Fodbold-transfers.dk giver dig her overblikket over nogle af tirsdagens vigtigste transfers fra både ind- og udland. Se handler gennemført den 7. august 2018 her.
SønderjyskE snupper Bah
SønderjyskE har været på indkøb hos HB Køge, hvor de har sikret sig den 20-årige offensivspiller Alexander Bah.
Han har skrevet under på en femårig kontrakt med sønderjyderne.
“Det er en spiller, vi har fulgt rigtig længe. Vi ville gerne gøre noget i offensiven, og nu får vi en spiller til kantpositionen, men han kan også spille angriber, og han har klart været vores førstevalg, så det er dejligt, at han nu bliver SønderjyskE-spiller,” siger sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjememside og tilføjer:
“Han er en powerspiller og en tovejs-spiller. Han har masser af løb, masser af ærgerrighed og masser af gå på mod i sit spil. Han har det udtryk, som vi også gerne vil have i vores kampe.”
“Han er kun 20 år, men han har allerede rigtig mange divisionskampe og også U-landskampe, så det er en spændende spiller, der kan gå endnu mere frem i et setup som vores.”
FC Nordsjælland udlejer forsvarer til Örebro
FC Nordsjælland har i dag valgt at udleje forsvarsspilleren Viktor Tranberg til svenske Örebro.
Lejeaftalen gælder for hele den kommende halvsæson, oplyser klubben.
“Viktor har brug for mere spilletid, end hvad vi kan give ham lige nu. Derfor håber vi på at en udlejning kan give ham den spilletid han har brug for, således at han kommer stærkere tilbage og kan konkurrere om pladserne på Superliga-holdet,” siger sportschef Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
Burnley har sikret sig Joe Hart
Danske Anders Lindegaard får nu yderligere konkurrence i Premier League-klubben Burnley.
De har nemlig sikret sig den tidligere Manchester City-keeper Joe Hart. Den 31-årige englænder har i de sidste to sæsoner været udlejet til Serie A-klubben Torino.
Hart har skrevet under på en toårig kontrakt med Burnley.
FC Nordsjælland udlejer angriber til HB Køge
FC Nordsjælland har udlejet den 20-årige angriber Jakob Johansson til 1. divisionsklubben HB Køge. Lejeaftalen gælder i et år.
“Jakob er en rigtig spændende talentfuld angriber, der er rigtig godt skolet i FC Nordsjælland, hvor han har været siden U15. Han er en hurtig og pågående ung spiller, som altid har scoret mange mål på højeste ungdomsniveau, og som kan gøre sig gældende på de fire forreste positioner,” siger cheftræner Morten Karlsen til klubbens hjemmeside.
Dreyer på plads i Brighton
Esbjerg fB har i dag solgt den 20-årige offensivspiller Anders Dreyer til Premier League-klubben Brighton.
Han slutter sig til holdets U23-hold i første omgang, og ifølge Ekstra Bladet, så er Dreyer det dyreste salg i Esbjergs historie med et prisskilt på omkring 17 millioner kroner.
Fiorentina lejer Pjaca i Juventus
Fiorentina har været på rov hos rivalerne Juventus. De har nemlig indgået en lejeaftale om kroatiske Marko Pjaca.
Samtidig har Fiorentina sikret sig en købsoption i aftalen, som betyder, at de kan købe ham fri for knap 150 millioner kroner, når lejekontrakten udløber om et år.
Real Madrid henter Gudjohnsens søn
Real Madrid har sikret sig papirer på Eidur Gudjohnsens 16-årige søn, Andri Lucas Gudjohnsen.
Han er hentet hos rivalerne Espanyol. Grundet sin unge alder kan han endnu ikke skrive under på en professionel kontrakt, så han har skrevet en ungdomskontrakt med Kongeklubben.
Arsenal udlejer Chambers til Fulham
Oprykkerne fra Fulham har sikret sig forsvarsspilleren Calum Chambers fra Arsenal på en lejeaftale.
Den 23-årige forsvarer har skrevet under på en etårig lejeaftale med Fulham.
Tilbage i juli måned forlængede Chambers sin kontrakt med Arsenal, som han har spillet for siden 2014, da han skiftede fra Southampton.