Den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment A/S, Flemming Østergaard, har ingen planer om at vende tilbage til fodboldmiljøet.
Onsdag blev det rygtet, at Roman Abramovich’ søn, Arkady Abramovich, have planer om at købe sig ind i FC København.
Et af kravene fra Arkady Abramovich skulle ifølge B.T. være, at den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment A/S, Flemming Østergaard, skulle tilbage i en ledende rolle, men det har hovedpersonen selv ingen planer om.
“Jeg har overhovedet ikke nogen planer om at vende tilbage til fodbolden,” siger Østergaard, der også går under aliaset Don Ø, til TV 2 Sporten og han uddyber:
“Jeg har planer om en masse ting, som jeg nok skal komme ud med på rette tidspunkt. Jeg har ikke tænkt mig at begynde at kværne om det nu. Men en tilbagevenden til fodbolden er ikke det der står først i rækken.”
Arkady Abramovich holdte møde i lørdags med direktøren for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der er storaktionær i klubben, og derefter startede spekulationerne omkring hovedstadsklubben.