
Foto: AGF
AGF har i dag fyret cheftræneren gennem knap to år, Glen Riddersholm, og erstattet ham med David Nielsen, som er hentet i Lyngby Boldklub.
LÆS OGSÅ: Officielt: AGF fyrer Riddersholm – Nielsen overtager
Holdets anfører og rutinerede angriber, Morten ‘Duncan’ Rasmussen, er alt andet end tilfreds med fyringen af Riddersholm.
“Det er en skandale,” indleder Morten ‘Duncan’ Rasmussen over for Århus Stiftstidende, og uddyber:
“Det er bestemt ikke min opfattelse, at der var utilfredshed med Glen i truppen. Snarere tværtimod. Det, der blev gjort på træningsbanen var glimrende, og vi var med garanti på vej i den rigtige retning. Ja, der var store udfald, men ansvaret for det lå mindst lige så meget hos truppen som hos Glen. Så jeg synes, at det er helt hen i vejret at fyre ham,” siger Morten Duncan Rasmussen. Han understreger dog, at han fuldt ud respekterer beslutningen og han tilføjer:
“Det virkede som om, at spillerne var chokerede og utilfredse med beslutningen. Der er ingen tvivl om, at de gerne havde set, at Glen og Lars (AGFs assistenttræner, red) var fortsat.”
Rasmussen uddyber, at han ikke ved, hvorfor fyringen er sket nu, men at det nok peger på utilfredshed med resultaterne.
Derudover fortæller han også til avisen, at det er en vanskelig situation for spillerne, når de konstant skal forholde sig til at direktør Jacob Nielsen kritiserer holdet voldsomt i medierne.
Han siger også, at han af og til er forundret over nogle af de beslutninger, som Jacob Nielsen træffer.
Om den nye cheftræner David Nielsen siger ‘Duncan’ følgende:
“Jeg kender ham ikke personligt, men jeg har jo set, hvad han har præsteret i Lyngby, og det har været imponerende. Så det bliver spændende at få ham til AGF.”
Video – AGF’s sportschef Peter Christiansen kommenterer på fyringen:
https://www.youtube.com/watch?v=QU8l5eSXA_0