Michael Mex Pedersen har imponeret som midlertidig cheftræner i Esbjerg fB, men han får ikke rollen permanent, fastslår direktør, Søren Poulsen.
Fire kampe, otte point og senest en flot 4-2-sejr over OB er status for Esbjerg fB, siden klubben sparkede Niels Frederiksen på porten.
Det kan vestjyderne især takke trænervikar, Michael Mex Pedersen, for, men han bliver trods de fine præstationer ikke belønnet med et jobtilbud om at blive permanent cheftræner. Det fastslår EfB-direktør, Søren Poulsen.
“Nej. Vi har afstemt forventningerne helt fra starten. Michael befinder sig rigtigt godt i assistenttrænerrollen og har så takket ja til at tage denne her midlertidige løsning,” siger Søren Poulsen til DR Sporten og fortsætter:
“Jeg tror ikke, det er en løsning på sigt – heller ikke for Michael selv.”
Søren Poulsen understreger, at han forventer, at både Lars Lungi og Michael Mex Pedersen fortsætter i trænerteamet, når Esbjerg har fundet sin nye cheftræner.